Badning
Lyngby og omegn byder på mange muligheder for at bade året rundt.
Hvis man vil bade med tag over hovedet, er der i Lyngby Svømmehal på Lyngby Stadion (Lundtoftevej 53) et internationalt 50 m bassin med alle faciliteter.
I sommermånederne er der mulighed for at bade ved enten Frederiksdal Fribad, på Taarbæk Strand eller Bellevue Strandbad.
Kanosejlads
Vil man kombinere den smukke natur med motion, kan dette også lade sig gøre i Lyngby. Frederiksdal Kano- og Bådudlejning og Nybro Kano-udlejning byder på mulighed for en hyggelig dag på vandet. Tag familien med på en sejltur i skoven eller en tur ud på den åbne sø. Man kan også leje robåde.
Lystfiskeri
Der er mulighed for at fiske fra kysten i Øresund og i båd. I Vedbæk og Skovshoved havne kan man købe en tur på velindrettede fiskekuttere.
Ponyridning
Hver dag året rundt kan man leje en pony i Fortunens Ponycenter lige ved indgangen til Dyrehaven.
Golf
Københavns Golfklub er placeret i smukke omgivelser i Dyrehaven. Golfklubben, som er Danmarks ældste, har en 18 hullers bane med tilhørende 9 hullers par 3 bane. Beliggenheden gør, at man ofte oplever Dyrehavens fantastiske dyreliv på nærmeste hold. Hjortene færdes på banen på lige fod med golfspillerne.
Dansesteder
Templet på Jernbanevej er et koncertsted placeret tæt ved stationen. Der er åbent torsdag, fredag og lørdag ofte med live-musik.
Kings Hat på Nørgaardsvej 1 er byens diskotek som byder på både live musik og dj’s. Diskoteket har fredag og lørdag åbent helt frem til klokken 6 om morgenen
Hestevæddeløb
Klampenborg Galopbane
Galopbanen ligger smukt placeret på Klampenborgvej ved Dyrehaven. Banen danner rammen om galopsportens største løb i Danmark bl.a. Derbyet med et væld af traditioner.
Charlottenlund Travbane
Mere end 50 gange årligt kan man tage i Lunden på Ordrup Jagtvej og opleve nogle af Danmarks bedste travheste konkurrere. Der er med få undtagelser løb hver uge bl.a. Derbyet og Copenhagen Cup.
Eremitageløbet
Dyrehaven danner hvert år rammen om familien Danmarks årlige motionsløb, Eremitageløbet. Siden løbets begyndelse 1968 har der været bred tilslutning til det folkekære løb, som afholdes hvert år den første søndag i oktober.
Hvert år samles omkring 40.000 mennesker i Dyrehaven for at opleve den berømte og traditionsrige Hubertusjagt. Det foregår altid den 1. søndag i november og hver gang er det en folkefest.
Jagten starter ved Peter Lieps hus kl. 10 og er ca. 8 km lang. Undervejs skal rytterne ud i Ulvedalene, have et udspring ved Sandskredet, der ligger på den lige vej mellem Eremitageslottet og Peter Lieps hus. Ikke alene giver det et sus i rytterne, men publikum mærker også suset.
Den største udfordring kommer dog ved Magasindammen, hvor det regnfulde efterår har fyldt dammen op, så publikum får en seværdig oplevelse, når rytterne pisker igennem.
Sjælsø Rundt
Danmarks største motionsløb på cykel for hele familien afholdes hvert år den 2. søndag i juni. Start og mål ved Danmarks Tekniske Universitet på Anker Engelundsvej.
Mølleå-Touren
I forsommeren køres hvert år familieløbet ”Nordea’s Mølleå-Touren”. Cykelløbet, som er blevet kørt i ti år, har altid mange deltagere. Der kan vælges mellem to ruter, en lang og en kort, så alle kan være med.
Mølleåsejladsen
Spejdernes sejlads på Mølleåen i hjemmebyggede fartøjer den 3. søndag i august samler hvert år tusinder af tilskuere.